Mac OS X 10.5: Brug af iChat med en firewall eller NAT-router
Oversigt
Mac OS X 10.5 Leopard omfatter en ny version af iChat, som gør det nemmere at afvikle tale- og videochat på tværs af firewalls og NAT-routere.
De fleste firewalls eller routere tillader normalt iChat-trafik, uden at det er nødvendigt at foretage ændringer i konfigurationen. Hvis du oplever problemer i forbindelse med afvikling af tale- eller videochat i iChat, skal du dog muligvis benytte de fremgangsmåder, der beskrives i denne artikel, på dine netværksenheder.
Hvis du har en Mac, som kører Mac OS X 10.4 Tiger, kan du finde flere oplysninger i artiklen 10.4: Brug af iChat med en firewall eller NAT-router.
Berørte produkter
Mac OS X 10.5, iChat
Om firewalls og routere
Din netværkskonfiguration omfatter muligvis firewalls, routere eller en kombination af de to.
Mac OS X leveres med en indbygget firewall som standard. Hvis din Mac har direkte forbindelse til internettet, f.eks. via et bredbåndsmodem, skal den lokale firewall tillade iChat-trafik, for at iChat kan fungere korrekt.
Alternativt opretter din Mac muligvis forbindelse til internettet via en router eller en trådløs base, f.eks. en AirPort Extreme-base. I dette tilfælde er det muligvis nødvendigt at ændre konfigurationen på routeren eller den trådløse base, for at iChat kan fungere korrekt.
Du kan finde flere oplysninger om konfiguration af routeren eller den trådløse base i den dokumentation, der fulgte med enheden.
Hvis du bruger en kombination af firewalls og routere, skal du naturligvis muligvis ændre konfigurationen på alle enhederne, før du kan bruge tale- og videochat i iChat.
Krav til porte i forbindelse med iChat
iChat til Mac OS X 10.5 forsøger som standard at bruge UDP-port 16402 til al tale- og videochattrafik i iChat. Hvis port 16402 ikke er tilgængelig, forsøger iChat med de næste ti porte (startende med den laveste), indtil programmet finder en port, det kan bruge. Det betyder, at porte i intervallet 16393-16402 skal være slået til i den router eller firewall, du bruger.
Hvis ingen af portene i dette interval er tilgængelige, gør iChat et sidste forsøg og vælger en tilfældig port.
I modsætning til tidligere versioner af iChat kræver iChat til Mac OS X 10.5 ikke mere end en enkelt åben port ad gangen. Så snart der registreres en gyldig port, sendes alle signaler og AV-trafik over den pågældende port.
Hvis din firewall eller router understøtter aktivering af indgående og udgående porte, skal du kontrollere, at portene i intervallet 16393-16402 er medtaget på begge lister. Du skal samtidigt sikre, at SNATMAP-tjenesten kan oprette forbindelse til eksterne værter på port 5678. SNATMAP-tjenesten, som er beskrevet i flere detaljer her, gør det muligt for iChat-klienter at kommunikere med hinanden, selv bag NAT-firewalls.
Krav til porte i forbindelse med tale- eller videochat i tidligere versioner af iChat
I forbindelse med tale- eller videochat på en Mac, som kører Mac OS X 10.5 eller Mac OS X 10.4, bruger den 10.5-baserede Mac en enkelt port (i de fleste tilfælde port 16402). Al indgående og udgående trafik sker via denne port. Den 10.4-baserede Mac bruger en kombination af fem porte.
Hvis du har en blanding af Mac-computere, som kører 10.4 og 10.5, bag din firewall eller NAT-router, skal du ud over de porte, der er beskrevet i denne artikel, også åbne de porte, der er beskrevet i den relevante artikel om Mac OS X 10.4.