Mac 101: Time Machine

  • Dato for seneste ændring: 02 juli, 2009
  • Artikel: HT1427
  • Gammel artikel: 306681

Oversigt

Time Machine gør det muligt for dig automatisk at sikkerhedskopiere hele systemet i Mac OS X v10.5 eller nyere. Programmet opbevarer en opdateret kopi af alt på din Mac – digitale fotos, musik, film, tv-udsendelser, dokumenter osv. Hvis du får behov for det, kan du nemt gå "tilbage i tiden" for at gendanne arkiver.

Få mere at vide om, hvordan du indstiller Time Machine til at foretage sikkerhedskopier, hvordan du gendanner elementer (eller hele systemet) fra en sikkerhedskopi og bruger eksisterende sikkerhedskopier på en ny Mac med mere.

Berørte produkter

Time Machine

Sådan indstiller du Time Machine til at tage sikkerhedskopier

Det er lige så nemt at indstille Time Machine som at tilslutte en ekstern harddisk til din Mac via FireWire eller USB eller ved at tilslutte til en Time Capsule. Du kan også bruge en sekundær intern disk, dvs. en disk, du ikke starter fra, hvis din stationære Mac har en.

Bemærk! Hvis du vil bruge Time Machine sammen med en Time Capsule, skal du springe til "Indstilling af Time Capsule til Time Machine-sikkerhedskopier" nedenfor.

Når du tilslutter en harddisk første gang, spørger Time Machine, om du vil bruge den som disk til sikkerhedskopier (medmindre du allerede har angivet en disk til sikkerhedskopier).

Klik på "Brug som disk til sikkerhedskopi" for at bekræfte, at du vil bruge disken til Time Machine-sikkerhedskopier. Time Machine-indstillingerne vises derefter med denne disk valgt som sikkerhedskopi og Time machine slået til.

Det er alt, hvad du skal gøre, for at få Time Machine til automatisk at tage sikkerhedskopier af din Mac.

Afhængigt at den mængde data, du har, kan den første sikkerhedskopiering tage nogle timer. Du bør ikke afbryde den første sikkerhedskopiering. Du kan fortsætte med at bruge din Mac, mens Time Machine foretager sikkerhedskopieringen. Du kan finde flere oplysninger under "Sikkerhedskopiering med Time Capsule for første gang ".

Når den første sikkerhedskopiering er færdig, udfører Time Machine efterfølgende sikkerhedskopiering hver time af de arkiver, der er ændret på din Mac siden sidste sikkerhedskopiering (så længe disken til sikkerhedskopier er tilsluttet).

Time Machine opbevarer timesikkerhedskopier for de sidste 24 timer, daglige sikkerhedskopier for den sidste måned og ugentlige sikkerhedskopier, indtil disken til sikkerhedskopier er fuld.

Bemærk! Hvis du bruger FileVault, sikkerhedskopieres din hjemmemappe kun, når du er logget ud.


Indstilling af Time Capsule til Time Machine-sikkerhedskopier

Hvis du har en Time Capsule på netværket, kan du bruge den som disk til Time Machine-sikkerhedskopier. Se den dokumentation, der fulgte med Time Capsule, for at få oplysninger om indstilling af Time Capsule på netværket.

Når Time Capsule er konfigureret, skal du åbne Time Machine-indstillingerne og klikke på knappen "Skift disk...". Vælg Time Capsule på det viste ark. Indtast det navn og den adgangskode, du har indstillet for Time Capsule. Time Machine-indstillingerne ser derefter ud på følgende måde


Konfiguration af Time Machine-indstillinger

I Time Machine-indstillingerne (i Systemindstillinger) kan du klikke på knappen Valg for at justere indstillingerne. Der vises et ark, der ligner dette, når du klikker på Valg:


Dette ark gør det muligt for dig at udelukke arkiver, mapper eller hele enheder fra sikkerhedskopieringen. Det kan f.eks. være en god ide, hvis du vil undgå at fylde disken til sikkerhedskopier.

Tip! Hvis du regelmæssigt ændrer et meget stort arkiv (f.eks. større end 1 GB), kan du føje arkivet til listen "Sikkerhedskopier ikke". Time Machine sikkerhedskopierer ændrede arkiver uanset, hvor meget eller hvor lidt arkivet er ændret i forhold til den tidligere sikkerhedskopi. 

Indstillingen "Advar, når gamle sikkerhedskopier slettes" giver Time Machine besked om at advare dig, når ældre sikkerhedskopier fjernes fra disken til sikkerhedskopier for at gøre plads til nyere sikkerhedskopier.
 

Gendannelse af arkiver fra Time Machine-sikkerhedskopier

Med Time Machine kan du gå "tilbage i tiden" for at gendanne arkiver eller hele systemet. Kontroller, at disken til sikkerhedskopier er tilsluttet og aktiv (i modsat fald vises følgende besked: "Placeringen af Time Machine-sikkerhedskopier findes ikke").

Gendannelse af bestemte arkiver eller mapper

Klik på Time Machine-symbolet i Dock, mens disken til sikkerhedskopier er tilsluttet, hvorefter Time Machine-grænsefladen vises. Du kan bogstaveligt talt se dine vinduer, som de så ud "tilbage i tiden".


Du kan bruge tidslinjen til højre i vinduet til at gå til et bestemt punkt tilbage i tiden (tidslinjen viser tidspunkterne for alle sikkerhedskopier på disken til sikkerhedskopier). Hvis du ikke ved, nøjagtigt hvornår du mistede et arkiv, kan du bruge tilbagepilen og lade Time Machine automatisk gå tilbage i tiden og vise dig, hvornår den pågældende mappe sidst blev ændret.

Du kan også udføre en Spotlight-søgning i Finder for at søge efter et arkiv. Udfyld blot Spotlight-søgefeltet, og brug tilbagepilen for at få Time Machine til at søge i dine sikkerhedskopier.

Før du genopretter et arkiv, kan du bruge Vis til at gennemse et arkiv for at sikre dig, at det er det rigtige. Fremhæv arkivet, og tryk på mellemrumstasten for at få det vist.

Du gendanner ved at vælge arkivet/mappen og klikke på knappen "Gendan". Arkivet kopieres automatisk til skrivebordet eller den relevante mappe.

Bemærk! Hvis du bruger FileVault, kan du ikke søge efter enkeltelementer i din hjemmemappe. Du kan imidlertid gendanne alle arkiver og mapper ved hjælp af funktionen Gendan System fra sikkerhedskopi… i installeringsprogrammet til Mac OS X.
 

Gendannelse af alle arkiver eller en FileVault-beskyttet hjemmemappe

Start fra Mac OS X 10.5-installeringsdisken, mens disken til sikkerhedskopier er tilsluttet. Brug derefter funktionen Gendan System fra sikkerhedskopi… i installeringsprogrammet til Mac OS X.
 

Brug af en eksisterende Time Machine-sikkerhedskopi sammen med en ny Mac

Hvis du køber en ny Mac, kan du overføre alle dine programmer, arkiver, indstillinger og andre oplysninger fra din eksisterende Time Machine-sikkerhedskopi. Det kan gøres, når du starter din Mac første gang, eller ved hjælp af programmet Overførselsassistent, der findes i mappen Hjælpeprogrammer i mappen Programmer.

Hvis du vil gøre det via Time Capsule, skal du se denne artikel.

Yderligere oplysninger

Disken til sikkerhedskopier fyldes

Efterhånden som disken til sikkerhedskopier fyldes, sletter Time Machine de ældste sikkerhedskopier for at gøre plads til de nyere (og du får besked, hvis indstillingen "Advar, når gamle sikkerhedskopier slettes" er valgt i Time Machine-indstillingerne).

Hvis disken til sikkerhedskopier ofte fyldes, og dine ældste tilgængelige sikkerhedskopier derfor ikke er så gamle, som du kunne ønske, kan du overveje følgende muligheder:

  • Brug en større disk til sikkerhedskopier. Vælg disken ved hjælp af Time Machine-indstillingerne, når du første gang tilslutter en ny disk. Tip! Du kan også søge efter ældre sikkerhedskopier på den oprindelige disk til sikkerhedskopier ved hjælp af "Gennemse andre Time Machine-diske". Du får vist dette valg ved at holde Alternativ-tasten nede, mens du klikker på Time Machine-menuen i Finder-indstillingerne ("Vis status for Time Machine på menulinjen" skal være valgt i Time Machine-indstillingerne, før du kan få vist menuen).
     
  • Reducer den mængde oplysninger, der sikkerhedskopieres, ved at føje arkiver til listen "Sikkerhedskopier ikke" i Time Machine-indstillingerne som nævnt ovenfor. Disken til sikkerhedskopier fyldes mindre hyppigt.
     
  • Slet arkiver, du ikke længere har brug for (f.eks. fra skrivebordet, mappen Dokumenter eller andre placeringer i hjemmemappen). Du kan også gå ind i Time Machine og finde filer, der kan fjernes fra selve disken til sikkerhedskopier, for at gøre plads. Det gør du ved at vælge arkivet eller arkiverne og vælge "Slet alle sikkerhedskopier af..." i Handling-lokalmenuen (gearsymbol) i Finder-vinduet i Time Machine. Sørg for kun at slette filer, du er sikker på, at du ikke skal bruge eller vil gendanne senere.
Not helpful Somewhat helpful Helpful Very helpful Solved my problem